Cuba - omraader

Cuba - områder

 

Kort over Cuba.

Cuba's regioner.

Nord

 

Havana.

Cubas hovedstad har godt 2,1 millioner indbyggere. Det gamle, spændende kolonikvarter, La Habana Vieja, og Centro Habana gennemgår nu et større restaureringsprogram med støtte fra UNESCO, idet mange huse i de smalle gader fra 1700-tallet er ved at falde sammen. Som restaureringen skrider frem, forsvinder det muntre gadeliv på bekostning af det mondæne, men der er stadig rigtig mange gader med en blanding af paladsagtige huse og små beboelsesejendomme, hvor den oprindelige sjæl og kolorit er bevaret.

Trafikken er meget begrænset, og man kan sagtens slentre rundt i det gamle kvarter, hvor afstandene ikke er ret store. Nogle af de ældste gader, f.eks. Calle Obispo, er ved at blive anlagt som gågade. Der er flere charmerende pladser med velbevarede huse omkring: Plaza de Armas, Plaza de la Catedral og Plaza Vieja.

Der ses relativt mange gamle amerikaner biler, der ofte benyttes som taxa for cubanerne (de må ikke køre med turister). Der holder mange af dem foran den enorme Capatolio, som rummer flere museer. Lige ved siden af ligger  Parque Central hvor cubanere mødes for ivrigt at diskutere de seneste basketball-kampe. Bag Capatolio ligger en cigarfabrik, Fábrica de Tabacos Partagás, hvor der arrangeres rundvisninger. Ved siden af Parque Central ligger det flotte Gran Teatro, hvor der også er mulighed for en rundvisning. Fra Parque Central kan man spadsere ad den historiske boulevard  Prado, der med sit hævede fortov, træer, løvestatuer og bænke i marmor absolut er en gåtur værd. Man kan gå helt frem til havnepromenaden Malecón, hvor de store, dovne dønninger fra havet sender vandkaskader op langs siderne. 

Vest for centrum ligger bydelen Vedado. Her ligger de mange flotte hoteller, universitetet og Revolutionspladsen, hvor Castro holder sine lange taler til folket. Lidt længere ude finder man den mere eksklusive bydel Miramar.

De fleste turister, der kommer til Cuba, opholder sig ca. 100 km øst for Havana i det internationale turistcenter Varadero. Her findes et stort antal hoteller og restauranter langs de imponerende hvide strande,- måske de bedste i Caribien. Her møder man dog ikke den cubanske befolkning, og stemningen er derfor mere international end cubansk.

 

       

Cigarpige i Havana.

 

 Rød Buick i gade nær Pradoen i Havana.

     

2 mindre piger på en cykeltaxa.                   Havana gamle bydel.

 

Kvinder på altaner, Havana gamle bydel.

Malecon i Havana

Fiskere på mole ved Malecon, Havana

Nord-vest

 

Pinar del Rio - Viñales

Området vest for Havana er kendt for de enestående kalkstensbjerge, især omkring Viñales dalen hvor de skyder lodret op fra jorden. I klippernes skygger ligger frodige marker med bl.a. verdens fineste tobaksplanter. Overalt ses de karakteristiske tobakshuse med de høje, stejle stråtækte tage. I disse hytter hænger tobaksbladene til tørre i ca. 60 dage efter høsten. Herefter transporteres bladene til cigarfabrikkerne.

Stemningen i denne del af landet opleves mere behagelig og afslappet end i resten af Cuba. Den 6-sporede Autopista fra Havana til Pinar del Rio by er meget sparsomt trafikeret. Oksekærrer er stadig det mest brugte transportmiddel i denne del af landet.

Vinales dalen ved solopgang. Helt betagende.

Tobaks hytte. 

 

 

Tobaks landbrug. Nyplantede tobaksplanter.

 

3 oksekærrer i aktion i Viñales by.  Et almindelig set transportmiddel.

Kirken i Viñales.

Midt

 

Trinidad, Santa Spiritus og Cienfuegos

Den centrale del af Cuba er landbrugsland med store områder med sukkerrør og betagende landskaber i Escambray-bjergene. Provinshovedstaden Santa Clara ligger 50 km fra kysterne både mod øst og vest: Her findes Che Guevara museet, og en stor statue af ham, men ellers har byen ikke så mange interessante ting at byde på. Der går en 6-sporet Autopista mellem Havana og Santa Clara.

På den sydvestlige kyst finder man byerne Cienfuegos og Trinidad. Cienfuegos (de hundrede brandes by) er universitetsby, og rummer en del industri, sukkermøller og en større fiskerflåde. Fra den store havn håndteres 30% af Cubas sukkereksport. Byen har franske grundlæggere, hvilket præger byens arkitektur med dets flotte palæbygninger, katedralen og det gamle teater omkring den centrale plads, Parque José Marti. Byen med sine brede boulevarder, søjlegange og trærækker, ligger smukt ved bugten. Der er kun 6 km til nogle fine sandstrande. 

80 km længere mod øst ligger Trinidad, som har spanske grundlæggere og er en af øens ældste byer.Byens pastelfarvede huse, brostensbelagte gader i centrum og historiske museer giver et godt indtryk af den spanske kolonitid. UNESCO har anerkendt byen som værende af kulturhistorisk betydning. Ca. 12 km syd for byen ligger Playa Ancón, som har en fabelagtig lang strand med hvidt sand og palmetræer.

 

Murer med cigar i kystbyen La Boca lige udenfor Trinidad.

Både ved Trinidad flodens udløb ved La Boca.

    

Telefonpigen i La Boca.

Henning W.P. og Winnie på vej fra Playa Ancón til Trinidad i micro taxa.

                .

Huse og gader i Trinidad.  

Gade i Trinidad.

 

Fra klokketårnet i Trinidad med Sierra del Escambray bjergene i baggrunden.

     

 

Solnedgang ved Trinidad.                           Mand på muldyr i Trinidad. 

Mand med stråhat.

 

Musik til eftermiddagsøllenpå en cafè i Cienfuegos. 

Koncentrerede domino-spillere i Cienfuegos.

Kuplen på katedralen i Cienfuegos.

Syd-øst

 

Baracoa, Guantanamo og Santiago de Cuba 

Cubas næststørste by, Santiago de Cuba, ligger flot ved en bugt for foden af Sierra Maestra bjergene. Såvel bjergområdet og byen var udgangspunktet for revolutionen i 1959.

Byen er grundlagt af spanierne og er omgivet af mægtige skråninger, hvor der dyrkes sukkerrør og kaffe. Santiago er kendt for Cubas bedste musik, og den har en sensuel cubansk stemning på trods af byens størrelse. Ved byens centrale plads, Parque Céspedes, ligger den store katedral og det historiske hotel, Casa Granda, og et museum er indrettet i et af Cubas ældste huse. Tæt ved hotellet ligger nogle kendte musiksteder, Casa de la Trova, m.fl.

Der løber en 6-sporet Autopista mod øst ud til Guantanamo by (den amerikanske base ser man ikke). Herfra kan man ad en god hovedvej fortsætte langs kysten og gennem de grønne bjerge ud til Baracoa, som er en mindre by, der med sit eget rolige tempo og flotte omgivelser tiltrækker turister der leder efter ro og velvære. Her er meget frodigt, og det er da også den del af Cuba, der får mest regn i løbet af året. 

    

Baracoa katedral.                              Udsigt fra taget af hotel Casa Granda 

til katedralen i centrum af Santiago de Cuba.

Glade børn og pige.

     

 

 

Par på altan, ved katedralen i Santiago de Cuba.  

Spillebord på en gade bag katedralen i Santiago de Cuba .

Lagunen ved hotel Bucanero, 25 km SØ for Santiago de Cuba.  

Drinks ved solnedgang på hotel Bucanero. Lone, Ilse og Hans.

Tekst og foto: Henning Balslev Clausen  ©