Mit tennishold 1984 - 2024

Mit tennishold fra 1984 - 2024 - i Skovshoved Tennis (SIF)

 

Siden 1984 har jeg spillet tennis i Skovshoved Idrætsforening.

Én gang om ugen fra 1. maj - 31. august spiller vi ude en double i 2 timer. Holdet var indtil 2013 Mogens Jørgensen, Mogens Bøttner (Mons), Jens Thrane og mig.
Fra 2013 spillede Hans-Henrik Svendsen med i stedet for Mogens Bøttner, som flyttede til Rågeleje.

Jens stoppede i 2016 og i 2017 overtog Troels Heide pladsen efter Jens Thrane og Bendt Rose efter Hans-Henrik, da de trak sig på grund af sygdom og skader.


Siden efteråret 2017 har jeg spillet tennis med Bendt Rose, Søren Willems, Jan Thing, Mogens Jørgensen og Troels Heide i Senior i SIF regi - double i 1 time.




Det oprindelige tennishold har været på følgende rejser og weekends:  

1985 Paris

I 1985 havde vi en week-end i Paris for at fejre Mogens Jørgensens 40 års fødselsdag. De andre kørte i bil dertil, mens jeg kom med tog fra et møde i Bruxelles. Vi boede på et lille hotel ved Latinerkvarteret.

1992 Krydstogt

Juni 1992 var vi sammen med vores koner Giver, Søster, Marianne og Lone, 1 uge på Cypern + 1 uges krydstogt i Middelhavet, hvor vi besøgte 5 græske øer (Rhodos, Patmos, Mykonos, Santorini og Kreta), Ægypten (hvor vi så det Ægyptiske Museum i Cairo og pyramiderne lige udenfor Cairo) og Israel (hvor vi var i Bethlehem og Jerusalem). Vi sejlede rundt med Princess Amarosa.

Princess Amarosa sejler ud fra Scala på Patmos (fotograferet året efter).

2000 Sicilien

Efter at have lagt i kasse i nogle år tog tennisholdet i slutningen af april 2000 én uge til Sicilien. Vi fløj til Catania, hvor den forudbestilte bil viste sig at være en Fiat Punto. Til vores overraskelse kunne den dog godt rumme 4 voksne mænd og vores beskedne bagage til en uge.

 

En lejet Fiat Punto kunne rumme os.   Udsigt fra Cefalu.

Vi kørte til Agrigento på sydsiden. På vej mod Cefalu kørte vi en omvej for at komme gennem byen Corleone. Det var lidt skægt at have været dér,- men den virkede temmelig stille. I Cefalu boede vi først på et større hotel med en mindre god kunststof tennisbane, men det lå i gå afstand til byen. Cefalu er en hyggelig by, men ikke særlig stor. En dag tog vi på en dagstur med toget til Palermo og gik rundt i byen nogle timer. Der lå stadig gader med flere ruiner fra 2. verdenskrig.

Efter et par dage rykkede vi ud til et hyggeligere og mere sportsorienteret hotel lidt udenfor Cefalu, hvor vi havde et halvt kædehus.

Lidt trætte og tørstige efter en god tenniskamp.

Vi fortsatte langs den smukke nordkyst mod Messina. Vejen var en lang kæde af tunneller gennem klipper og broer over dybe kløfter. Vi fandt et hotel i kystbyen nedenfor den idylliske by Taormina, der ligger smukt oppe ad de stejle klipper. Her kunne der bades ved kysten og spilles petanque på stranden hvor bådene blev trukket op. Vi underholdt byens borgere der gik promenade tur langs kysten med vores spektakulære petanque.

En utraditionel, svær petanque bane.

En dag tog vi til en af øens få golfbaner, som er anlagt mellem vulkanske klippestykker oppe på den nordøstlige side af det kæmpe bjergmassiv Etna udgør. Mons og Jens spillede golf, mens Mogens og jeg var caddies. Senere kørte vi en times tid længere op ad massivet indtil vejen sluttede ved svævebanens start. Her lå der lidt sne og tågen var temmelig kold,- ikke lige noget der passede til vores shorts.

2011 Travemünde

I juni 2011 tog vi på forlænget weekend tur til Travemünde hvor vi boede på det meget dejlige 5 stjernede A-Rosa Grand Spa Resort med den fineste udsigt til Østersøen.

Udsigt fra værelset på 3. sal.

På vej dertil spiste vi frokost i Lübeck i den meget historiske - i typisk tysk stil - Ratskeller zu Lübeck. Fredag eftermiddag spillede vi tennis på et dejligt tennisanlæg med grusbaner tæt ved hotellet. Middag om aftenen på hotellets glimrende buffet restaurant.

Lille møde på vores altaner.

Lørdag nåede vi både en gåtur langs kysten i Travemünde, at spille petanque og tennis, og en times massage på hotellet og ophold en times tid i wellness centerets saunaer.

Mons, Jens og Mogens på et af værelserne - før middagen..

Så indledte vi aftenen med champagne på værelset inden vi fik serveret en fantastisk spændende 7-retters gourmet middag med vinmenu på hotellets 2 stjernede (i 2011-guiden) Michelin-restaurant, Buddenbrooks.

Derefter en kort gåtur til casinoet, som dog ikke levede op til vores forventninger - der var ikke megen gang i den, og casinoet var meget mindre end vi huskede det fra mange år siden.

Efter morgenmad/brunch søndag kørte vi tilbage til København efter en særdeles vellykket weekendtur.